Share it

Follow this blog with bloglovin

Follow Kathrines Kageklub

Følg kageklubben med e-mail

Madblogstoppen

lørdag den 15. oktober 2011

Ingas Crumble

Fik følgende opfordring på facebooksiden fra Tinna Holt Roesen:


"Iiih kommer opskriftet på apple-crumble ikke snart, er da bare super spændt på om din variation er bedre end hvad vi plejer at lave ;)"


Det må jeg jo hellere føle op på, mens det er weekend og der er god tid til at bage kage, så her kommer den Tinna:










Dette er den originale opskrift. Det skal lige siges, at når min far lavede den var det bare friske æbler der blev skåret i stykker og lagt i tærteformen med sukker, lidt kanel og lidt nelliker. Han brugte ikke sukkerlage og sherry, så har faktisk ikke smagt det med sherry, men du skal være velkommen til at prøve det af for mig og smide en kommentar om, hvordan det smagte :-)

Opskriften er affotograferet fra bogen "Æblekager fra den gamle fabrik" skrevet af Inga Linde Jensen og udgivet på forlaget haveselskabet første gang i 1982. Bogen er desværre udsolgt fra forlaget og forfatteren har ikke flere eksemplarer, men jeg skal nok blive ved med at komme med eksempler fra denne samt andre af hendes opskriftsbøger.


Ha' en dejlig lørdag







torsdag den 13. oktober 2011

Tag dig tid til (at spise) kage :-)

Sidder lige her på Horsens bibliotek mellem to gudstjenester, arbejder jo som kirkesanger, og det er jo ikke altid tjenesterne ligger lige efter hinanden, -  men så kan jeg jo skrive lidt til jer :-)

Og kigge lidt i nogle lækre dessertbøger:


Det ser godt ud ik'!?      
Noget skal man jo få tiden til at gå med og hvad er bedre end at kigge i dessertbøger og skrive blog ;-)

Men det er ikke de bøger jeg vil skrive om  i dag, det var bare en lille beskrivelse af, hvad jeg får ventetiden til at gå med :-)


Jeg tænker nemlig,  at jeg idag vil fortælle lidt om min holdning til kage og nydelse samt min mission med denne blog:
For mig er kage tæt forbundet med nydelse. En rigtig god kage må gerne nydes og helst over et stykke tid. Der er ingen grund til at proppe hele stykket i hovedet på en gang. Det giver ikke nydelse, men måske nærmere forstoppelse......:-(
Nej, prøv i stedet at tage en enkelt bid af gangen og virkelig smage kagen. Tyg den langsomt og få del i alle de smagsnuancer lige netop denne kage indeholder. Nyd hver mundfuld og mærk hvor meget mere nydelsesfuldt det bliver når du virkelig giver dig tid. 

På den måde får du også mere ud af hver mundfuld, og kagen varer på den måde længere både for dine smagsløg og i din bevidsthed. Hvem husker ikke en virkelig god kageoplevelse, hvor man virkelig har givet sig selv tid til at smage og nyde i fulde drag.

Hvor ærgerligt ville det ik’ lige have været hvis du havde tonset af sted med skeen og smidt det ned i gabet som var det en skraldespand der blev tømt i skraldebilen.

Så ville du slet ikke have haft tid til at nyde den gode smag og sikkert ikke husket kagen på samme måde som hvis du havde nydt den.
Så kan den endda for mange blive forbundet med skyld, skam og dårlig samvittighed, hvilket jo er helt overflødigt, hvis du bare tar’ dig tid til din kage.
Min mission med denne blog er at sprede budskabet om den gode kage og nydelsen ved god kage. Samtidig har jeg også en holdning om at det meste kage skal være nemt at lave. Hvis man skal lære virkelig at nyde at lave og spise god kage nytter det jo ikke, at man skal ud i et dagsprojekt hver gang for at bage kage. 
Nej, så er det bedre, at kagen er nem at gå til så man hurtigere kan komme til nydelsen ved at spise den.
Derfor er de fleste kager jeg beskriver i denne blog også nemme at gå til, da jeg jo heller ikke selv er bager, kondítor eller lignende, men bare vild med at bage og spise kage. Når jeg så engang imellem skriver om fine kager som andre har lavet og jeg ikke selv har eksperimenteret er det simpelthen fordi jeg gerne vil vise dem frem, ikke som noget alle skal kunne lave, men som noget man kan forundres over og nyde at se på og smage hvis man en dag kommer forbi.
Der er jo masser af blogs og sider derude med folk der er super gode til at lave de vildeste figurer af kager, men dette er ikke en af dem. 
Denne blog handler mere om glæden ved at bage den gode kage og nydelsen ved at spise den. Og så om at vise dig alle de forskellige bøger, blogs, konditorer, redskaber osv, som kan enten forbavse og imponere dig eller gøre dit køkkenliv nemmere.
Med disse ord vil jeg fortsætte min arbejdsdag og ønske dig en dejlig aften :-)


onsdag den 12. oktober 2011

Vind Mette Blomsterbergs bog "Forelsket i det søde liv"

Give away - version 1
Vind denne fantastiske bog af Mette Blomsterberg
Er du også forelsket i det søde liv?

Og kunne du tænke dig at vinde Mette Blomsterbergs bog "Forelsket i det søde liv"?

Kender du andre der også kunne tænke sig at vinde bogen?

Hjælp mig med at få flere fans på facebooksiden og du har mulighed for at vinde bogen, som blandt andet har givet dig disse muffins :-)

Hvad skal du så gøre for at få fingrene i denne fantastiske bog fyldt med søde sager:

  1. Følg linket til facebook
  2. "Synes godt om," hvis du ikke allerede gør
  3. Del siden med dine venner (Nederst til venstre under mine favoritsider)



Når siden når 200 fans trækker jeg lod blandt alle fans om bogen

Glæder mig til at berige en af jer med denne dejlige bog :-)

Bo’s trøstekage - AKA Mette blomsterbergs chokolademuffins

Havde en udveksling med Bo, en af kageklubbens fans, på facebook. Her er et uddrag:

Bo
Hej Kathrine...
Kender du en god kage, man kan bage når man har brug for at trøstespise?
Den må gerne være fedtfattig og sund... (Hvis det kan lade sig gøre?) ;-)
Mig
Hej Bo, normalt går jeg ikke så meget ind for at kaloriereducerede kager for at kunne spise mere, så spiser jeg hellere lidt mindre, men det rigtig gode ;-)  Men skal lige vide hvad for en smag du er mest til for at kunne finde de bedste frem til dig? :-) 
Bo
Jamen Kathrine. Jeg er helt enig i at det er bedre og spise mindre af en usund kage der smager godt end kun og "nøjes" med de sunde... Så kom du bare med den bedste trøstespiser-kage hvad enten den er sund eller ej.
Men nu hvor du spørger så kan jeg rigtigt godt lide kombinationen af æble og kanel. Og så er chokolade jo altid godt. Jeg har også smagt nogle muffins med blåbær. De var super gode. 
Mig
Ok Bo, det arbejder jeg videre på, kender faktisk nogle rigtig gode chokolademuffins, så der kommer nok en let og en heavy version på bloggen når det nu var dit første spørgsmål :-)

På baggrund af Bo’s spørgsmål opfordrede jeg ham til at prøve æblekagen, da han jo der ville få kombinationen af æble og kanel tilfredsstillet, også i den grad :-)
Samtidig fandt jeg min gode Mette Blomsterberg bog “Forelsket i det søde liv” frem og begyndte at bage de lækre chokolademuffins, som jeg har lavet så mange gange før. Jeg synes det er den perfekte muffin, da den bliver luftig indeni og sprød på toppen når den er nybagt og senere bliver den svampet og lækker. En muffin med mange nuancer. Og en dejlig lækker smag af kakao :-)

Og sådan ser de gode muffins så ud når de er bagt:
Og efter den første bid er taget...................... ;-)

Og her kommer opskriften så:

Ingredienser:

til 20 -24 stk
250 g smør
1,5 dl vand
450 g sukker
korn fra en stang vanilje
5 stk hele store æg
275 g hvedemel
100 g god kakao
1 tsk bagepulver (med top)

Fremgangsmåde:

Kom smør og vand i en gryde, og lun det sammen, til smørret er smeltet.
Halver vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med sukker til kornene skiller.
I en skål piskes sukker, vaniljesukker og æg til en tyk snaps.
I en anden skål blandes mel, kakao og bagepulver godt. Dette vendes forsigtigt sammen med snapsen til dejen er ensartet.
Lad dejen stå i 10 min og vend herefter tre gange i den.
Fyld muffinformene 2/3 op.
Bruger du papirforme skal der bruges to til hver muffin for at holde formen.
Bruger du både siliconeforme og papirforme kan du nøjes med en papirform pr. muffin.
Bages ved 185 grader til de er gyldne og giver efter ved let tryk, dvs i 10 - 25 min. 
Hold øje med dem imens, da det er forskelligt fra ovn til ovn, hvor lang tid de skal have.

God fornøjelse :-)


Opskriften er fra nedenstående bog, som jeg har refereret til tidligere. Den blev udgivet første gang år 2000 på forlaget Lindhardt og Ringhof:
Den kan købes i bogforretninger landet over eller findes på nettet her:




Bo bad først om en lidt sundere kage. Ikke at kager ikke må være sunde, men hvis det går ud over smagen foretrækker jeg i langt højere grad at spise lidt mindre, men noget der ikke er fuld af sødemidler og olie, men sukker og smør. Det giver bare for det meste en bedre smag til kagen og er det i bund og grund ikke det vi skal have ud af en kage - god smag!

Jeg ved ikke med dig, men jeg spiser ikke kage for at være sund, men for at få en smagsoplevelse og den følelse af velvære som en rigtig god kage spist i godt selskab kan bidrage til. Derfor er det også kun den heavy version der fandt vej til bloggen. Den er svulstig og god, men den tilfredsstiller også på en måde så man hurtigt bliver mæt ;-)
Så lav de muffins Bo, og alle jer andre, og nyd dem :-)
De er ikke slankende, kolesterolstalssænkende eller andet sundhedsfremmende, men de er garanti for velsmag og godt humør ;-) Og er det ikke også noget der gør os sunde på den lange bane :-)

Smid en kommentar om hvordan det gik :-)

tirsdag den 11. oktober 2011

Kom bare.....kagerne bider ikke ;-)

Kom bare......


Det er ikke farligt og det eneste du risikerer er at smage god kage sammen med andre kageelskere ;-)






Der er nok mange af jer der ikke helt kan forstå om jeg mener det seriøst med kagesmagning, men det gør jeg faktisk. Jeg vil gerne have en kageklub der ikke kun foregår på nettet, men også nogle gange i real life over en god kage og en kop kaffe eller te.


Selvfølgelig er det jo nok mest for folk der er geografisk tæt på, men det er absolut ikke kun for folk jeg kender i forvejen :-) Alle er velkomne :-)


Der er to meldt til på bloggen, så der er stadig plads :-)


Gå ind på blogindlægget med kageprøvesmagning og skriv en kommentar i bunden om, at du gerne vil komme. Der er plads til ti og er der flere der melder sig til bliver der trukket lod.


Kan du ikke finde indlægget kommer der et direkte link på facebook.


I samme omgang vil jeg nævne at denne blog hænger sammen med facebooksiden: Livet er for kort til dårlig kage. Synes du godt om siden får du løbende opdatering om mine nye blogindlæg, billeder og opskrifter. Synes godt om her:


http://www.facebook.com/kathrineskageklub

Jeg bliver rigtig glad når du synes godt om, kommenterer og deler :-)



Jeg glæder mig til at se dig i kageklubben










mandag den 10. oktober 2011

Kage med minder: Min fars æblekage

I går var kæresten og jeg hjemme hos mine forældre og jeg spurgte (som sædvanlig :-)) min far om vi ikke skulle have æblekage. Og nu tænker du sikkert: æblekage?, er det ikke sådan noget med æblemos, makroner og flødeskum - men nej, ikke i min familie, - her er æblekage lig med æbletærte, som er emnet i dag. Dansk æblekage er også godt, men det skal det ikke handle om i dag.
Nej, - nu skal du høre historien om min fars æblekage - AKA æbletærten:
For ca. 36 år siden kom en ung mand til Danmark, han kendte ikke landet, han kunne ikke sproget, han kendte ingen mennesker, - men han kunne lave æblekage :-)
Ung og stræbsom som han var fik han efterhånden nogle venner, lærte landet bedre at kende og lærte at snakke sproget, - men han glemte ikke sin æblekage......:-)
Det var i de gode gamle dage og tit var der fest både torsdag, fredag og lørdag ;-)
Men hvad skulle de trætte unge mennesker så lave søndag aften efter at have festet hele weekenden?
De skulle da mødes hos min far og spise den gode hjemmelavede æblekage, hva’ ellers?
Så meget hurtigt fik æblekagen tilnavnet søndagskagen og blev nydt hver søndag efter en weekend fuld af fest og ballade.
På et tidspunkt mødte den unge mand en pige (min mor) og fik to døtre (mig og min lillesøster Louise). Der blev skruet ned for bylivet og hyggeaftenen blev fredag i stedet for søndag. Søndagskagen blev til fredagskage, men det var stadig den gode gamle æblekage og mig og min søster glædede os altid til fredag aften med Disney Sjov og æblekage.

NU er det så blevet sådan, at jeg tit ønsker den til dessert når jeg er hjemme ved mine forældre, og jeg skal aldrig spørge to gange ;-)

Man kan faktisk sige, at jeg er vokset op med den og netop derfor er jeg også begyndt at lave den selv, godtnok i min egen version, men stadig æblekage :-)
Nu har du fået historien, så skal jeg vist også fortælle lidt om kagen, som kan ses herunder i fuld figur:
                                                  

Min far har lavet denne kage mange gange, men han laver den mest efter hovedet. Enten med en butterdej, en mørdej eller begge dele. Derfor er der tre versioner:
Kun mørdej: 
  • Ovnen tændes på 200 grader
  • Halvdelen af mørdejen rulles ud og fordeles i tærteformen
  • Æblerne skrælles, skæres i små stykker og fordeles i tærteformen
  • De drysses med sukker og lidt kanel og pulveriseret nellike
  • Resten af mørdejen rulles ud og fordeles over æblerne
  • Tærten smøres med pisket æg og bages i ovnen i ca. 25 min eller til dejen er brunlig
Kun butterdej
  • Ovnen tændes på 200 grader
  • Halvdelen af butterdejen rulles ud og fordeles i tærteformen
  • Æblerne skrælles, skæres i små stykker og fordeles i tærteformen
  • De drysses med sukker og lidt kanel og pulveriseret nellike
  • Resten af butterdejen rulles ud og fordeles over æblerne
  • Tærten smøres med pisket æg og bages i ovnen i ca. 25 min eller til dejen er brunlig
Butterdej og mørdej
  • Ovnen tændes på 200 grader
  • Mørdejen rulles ud og fordeles i tærteformen
  • Æblerne skrælles, skæres i små stykker og fordeles i tærteformen
  • De drysses med sukker og lidt kanel og pulveriseret nellike
  • Butterdejen rulles ud og fordeles over æblerne
  • Tærten smøres med pisket æg og bages i ovnen i ca. 25 min eller til dejen er brunlig
Til alle tre tærtearter bliver tærten bedst med et let syrligt madæble som fx Belle de Booskoop og serveret med enten custard (kagecreme lidt ala lagkagecreme, men serveret varmt til kagen) eller flødeskum. 
Skal kagen varieres på frugtsiden plejer min far at bruge rabarber når det er sæson, da de har et kæmpe bed i haven og dette er bestemt også anbefalelsesværdigt. Her udelades kanelen og nellikerne.
Og skal det gå lidt hurtigt, plejer min far at lave en crumble kage. Den vil jeg dog lade stå i det uvisse lidt endnu, men glæd dig til et senere indlæg......:-) 
Herunder kan du se versionen med butterdej og flødeskum, som den blev serveret i lørdags:



Som sagt bruger min far ikke opskrift til denne kage, men når jeg laver den kan jeg godt lide at bruge en opskrift til mørdejen og er blevet rigtig glad for følgende opskrift fra Mette Blomsterbergs bog: “Forelsket i det søde liv”. Så kan du jo selv vælge, hvilken version du vil prøve, men personligt er jeg ret vild med versionen med kun mørdej:
Mørdej
Ingredienser
  • 300 g hvedemel
  • 150 g stuetempereret smør
  • 100 g flormelis
  • 1 stort æg
Alle ingredienser æltes sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil dejen koldt en halv time inden udrulning. Mørdejsopskriften er at finde i bogen “Forelsket i det søde liv” af Mette blomsterberg, udgivet på forlaget Linddardt og Ringhof A/S første gang i år  2000.
                                                
  
Kan købes i bogforretninger landet over eller findes på nettet her:
                                    www.bogpriser.dk
Dette var så historien om æbletærten, både min fars og min egen, nu er det op til dig at eksperimentere og skabe din egen historie.
Smid gerne en kommentar om hvordan det gik :-)

søndag den 9. oktober 2011

Mig - kageelskeren.....

Mig - kageelskeren - men hvad laver jeg ellers...............

Jeg er først og fremmest vild med kage. At læse om kage, at høre om kage, at snakke om kage, at lave kage og selvfølgelig at spise kage ;-)
Samtidig elsker jeg at tage billeder, især af kager og andet godt :-)

Dette var hvad jeg skrev i mit første indlæg. 

Men jeg synes jeg skylder dig en længere beskrivelse,....... ja, jeg er vild med kage, men hvad laver jeg ellers....?:

For at begynde denne historie kommer der først lige et billede, så du kan sætte ansigt på kvinden bag alle de her kageskriblerier:


Her står jeg så:

Navnet er Kathrine Forster, som stammer fra min irske far, hvilket jeg selvfølgelig også nok skal flette ind i bloggen på et tidspunkt ;-) De har i Irland også gode traditioner for kage og er især vild med æbletærten, som har været en tradition i min familie hele mit liv. Udover dette kan jeg også nævne scones og shortbread, som nok også vil blive taget op.

Til daglig slår jeg mine folder i Århus, hvor jeg bor sammen med min kæreste, som også er rigtig glad for kage :-) Han er især glad for chokolademuffins, så de kommer nok også på programmet en dag ;-)

Jeg kommer også en del til Horsens, hvor jeg arbejder som kirkesanger, hvilket er et dejligt job, hvor jeg rigtigt nyder at få brugt min stemme og nyder at jeg kan være kreativ med det.

I det hele taget er mange aspekter af mit liv meget kreative og må sige at kreativiteten er det der holder mig i gang:

Ideerne flyver rundt i hovedet og når det ene projekt er afsluttet og også tit før er ideerne til det næste i gang :-)

Når jeg så skal slappe af og få tankerne væk lidt elsker jeg at læse bøger eller se serier og er især vild med Big Bang Theory, How I Met Your Mother, Desperate Housewifes og Sex and The City. Jeg ser det nemlig også som en vigtig del af hverdagen at koble af, lave ingenting, eller stene, som vi kalder det herhjemme. Jeg elsker at være i gang, men kan ikke være i gang ordentligt uden at have "lave ingenting" tid.

Det var så lidt om mit daglige liv udover kagebagning og blogskrivning og håber du blev lidt klogere på, hvad jeg fordriver tiden med og fik sat et ansigt på kvinden bag Kathrines Kageklub :-)

Og kan afsløre, at næste blogindlæg kommer til at handle om den meget omtalte æbletærte og historien bag.

Hav en god dag! :-)